Indvielse af det nye værk

30. oktober 2018

Formand satte fut under kedlen

Frederiksborgs Amtsavis

Egedal - 25. oktober 2018 kl. 06:07
Af Casper Suk Thorlacius
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

 

Onsdag blev endnu et nyt og væsentligt kapitel skrevet i Egedal Fjernvarmes historie, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Dette blev nemlig dagen, hvor varmeværkets nye anlæg, Maglevad 3, blev taget i brug. Byggeriet af det nye varmeværk har været undervejs siden september sidste år, men nu står anlægget, der har en varmekapacitet på 9 1/2 megawatt, klar til blandt andet at forsyne de nye boliger i Egedal By med grøn energi.

- Globalt set står verden overfor store udfordringer med Co2-udledning, men Maglevad vil bidrage til at mindske udledningen i Egedal. På nuværende tidspunkt er reduktionen på cirka 260 tons Co2 i forhold til naturgasopvarmning, lød det blandt andet fra formand for varmeværket, Jens Peter Nielsen.

I sin egenskab af viceborgmester var det onsdag Socialdemokratiets gruppeformand Ib Sørensen, som gav det nye anlæg et par ord med på vejen på vegne af Egedal Kommune.

- Byrådet vil fjernvarme i Egedal, sagde Ib Sørensen og tilføjede:

- Ved fjernvarme er der en forsyningssikkerhed for den enkelte borger. Som fjernvarmekunde er man ikke afhængig af skiftende energipolitiske tiltag. Så var el inde, så ude, så inde. Så var det gas, brændeovne også videre. Så er der tilskud, så er der ikke. Ved fjernvarme er det muligt at skifte energikilde, så vi hele tiden kan levere varme og energi lavet på den til en hver tid mest miljørigtige måde.