Miljø

Illustrationen øverst viser, at et standardhus kan reducere sin CO2-udledning med hele 85% ved at skifte fra naturgas til fjernvarme. Eksemplet er taget fra vores fjernvarmeplan og tager udgangspunkt i økonomien for projektet og gælder derfor kun for et hus, der ligger i et af konverteringsområderne.
I Danmark er det samlede energiforbrug ikke steget, selvom der har været vækst i den danske økonomi. Årsagen til at energiforbruget ikke er steget, er den stigende udbredelse af fjern- varme, specielt efter 1990.
Fjernvarmeproduktionen er steget med 42% siden 1990. I samme periode er CO2-udledningen fra fjernvarmeproduktionen reduceret med 23%. Det skyldes primært ændret brug af brændsler og optimeret varmeproduktion. Udviklingen afspejler sig i, at CO2-udledningen fra produktion af fjernvarme i forhold til produceret varmemængde er faldet med 46%.
Denne udvikling har betydet, at Danmark har sænket sin CO2-udledning med 26% siden 1990, selvom øgede emissioner fra specielt transport har trukket i den modsatte retning. Fjernvarme er et bæredygtigt forsyningssystem, som også i fremtiden vil være en af de væsentligste måder, hvorpå Danmark kan sænke sin CO2-udledning og opnå de politiske fastlagte emissionsmål.